En psykisk diagnose er i dag adgangsbilletten til hjælp i det offentlige system. Men er det nødvendigvis den rigtige vej? Psykiatrifonden definerer en psykiatrisk diagnose som “et navn for en gruppe symptomer, der som regel optræder sammen og derved udgør en bestemt psykisk sygdom eller tilstand.” En diagnose er altså ikke en forklaring – det er en beskrivelse af symptomer.
Spørgsmålet er, om vi sætter for mange mennesker i bås frem for at hjælpe dem, som de er.
Hvad bruges en psykisk diagnose egentlig til?
I det offentlige system er en psykisk diagnose nødvendig for at modtage tilskud eller gratis behandling. Det er systemets måde at dokumentere, hvad pengene går til. Det er forståeligt – men det er ikke nødvendigvis til gavn for den enkelte borger.
Udenfor det offentlige system er det anderledes. Her kan du søge hjælp uden en diagnose. Behandlingen handler da om at forstå din situation og finde årsagen til, at du har det svært.
Kan en psykisk diagnose gøre skade?
Ja, i visse tilfælde. Mange borgere – særligt unge – bruger diagnosen som en undskyldning for ikke at tage ansvar for eget liv. “Jeg har ADHD, så jeg må godt gøre sådan.” Det er en forståelig reaktion, men den fastholder personen i rollen som psykisk syg.
Desuden bruger personale på behandlingshjem og i psykiatrien diagnosen som en “hvilepude.” Man accepterer borgerens adfærd frem for at hjælpe vedkommende videre. Det er dog ikke alle med en diagnose, der oplever dette negativt.
Er der kommet flere psykiske diagnoser?
Ja, antallet af psykiske diagnoser er steget markant. Det skyldes dog ikke nødvendigvis, at flere mennesker har det psykisk dårligt. Det handler i høj grad om, at systemet har brug for dokumentation for at retfærdiggøre sine udgifter.
Om 50 år vil vi sandsynligvis se tilbage på denne periode og ryste på hovedet – ligesom vi i dag rynker panden over tidligere tiders behandlingsmetoder. Vi gør det bedste, vi kan, men vi gør måske meget af det forkert.
Hvordan arbejder jeg uden diagnoser?
Når en person kommer til mig og siger “jeg er ked af det,” tænker jeg ikke straks på en diagnose. Jeg tænker: Her er et menneske, der har brug for hjælp. Jeg behandler ikke en person med depression som om vedkommende er anderledes – jeg hjælper personen ud af den livskrise, de befinder sig i.
Diagnosen er derfor fuldstændig overflødig i mit arbejde. Jeg forsøger altid at se bag ved symptomerne og finde årsagen til, at klienten har det svært. Følgelig tilbyder jeg en behandling, der er tilpasset det hele menneske – ikke et mærkat.
Vi skal tro mere på den enkelte end på diagnosen. Kontakt MH Psykoterapi, og lad os finde ud af, hvad der reelt foregår – uden at sætte dig i bås.
