I denne uge har jeg fundet den evasive personlighedsforstyrrelse frem og gennemgår den i detalje og hvad
den er, hvordan den udarter sig og hvordan jeg behandler den.
Den er mere udbredt end man tror. Mange kan kende sig selv i denne personlighedsforstyrrelse, uden at
man har fået en egentlig diagnose. Diagnosen er jo en afgrænsning men jeg har mødt mange i min klinik
som har lignende træk og derfor synes jeg den er relevant at skrive om.
Hvad betyder det så at være ængstelig evasiv?
Når man er ængstelig så siger det sig selv, at det har noget med angst at gøre. Når man er evasiv, eller har
træk heraf, har personen, både mænd og kvinder, en uopfyldt længsel efter nærvær, accept og kærlighed
fra andre mennesker. Samtidig har personen en opfattelse af, at vedkommende ikke er god nok, at de er
forkerte og det gør det meget svært, at være blandt andre mennesker. Altså de har et stort behov for at
være sammen med andre, men kan ikke, fordi de føler sig forkert. Denne følelse er der mange der har og de
har svært ved at være social.
At søge andres accept og nærvær er forbundet med frygt for, at de bliver afvist, fundet for uinteressante, er
for kedelige, for grimme eller også føler de, at de bare er forkerte og derfor bliver afvist. Når de så er
sociale, har de svært ved at tage accepten til sig, ”næh de lyver når de siger jeg er ok”, ”ja det er godt med
dig du mener det jo ikke” ”jeg ved bedre jeg er ikke god nok” ”jeg må hellere bryde denne relation før
han/hun gør det”. Der er ofte meget negative og selvdestruktive tanker en evasiv fyldes med og disse
tanker er svær at håndtere, da de altid er negative.
Det drejer sig ikke om intelligens, da mange er dygtige til deres arbejde og mange har veluddannede
stillinger på arbejdsmarkedet, men de har en meget negativ opfattelse af sig selv. ”selvom jeg er god til mit
arbejde og selvom jeg kan samarbejde med alle, bliver jeg ikke elsket og så er jeg ikke værd at elske”.
En meget negativ og meget destruktiv måde at se sig selv på og mange har selvmordstanker og meget
selvdestruktive tanker som fylder meget i hverdagen. Mange føler det er vanskeligt at være blandt andre
for ”jeg er jo dum og uduelig, så jeg kan jo ikke bruges og bliver aldrig elsket”.
Hvis en person der er evasiv, bliver afvist, det kan være at vedkommende har spurgt en veninde om en tur i
biografen, ja så tager den evasive det meget tungt og føler det som en bekræftelse på deres egne tanker,
”jeg er ikke noget værd og ikke værd at være ven med” De har en angst for at være alene og en stor angst
for at blive afvist og blive ensom, hvilket de tit er, da de har svært ved at være social.
De kan ikke mærke hvad de føler, tænker og hvad deres egne behov er og derfor bliver det tit noget meget
mixet noget, da de ofte siger ja til andres behov. ”jeg ved ikke om jeg har lyst til at se den film i biografen,
men vi ser den da min veninde vil”
Den evasive er altid på forkant og føler hele tiden efter om der skulle være en mulighed for afvisning på vej
og tit afviser de selv andre, da de er bange for selv at blive afvist, så de kan lige så godt selv afvise, altså
være på forkant.
Det kan i sidste ende føre til en social angst som kan blive så hæmmende at være social, bliver
uoverkommeligt.
Hvorfor får man ængstelig evasive træk, eller diagnose?
Det handler om ens opvækst. Hvis du i din opvækst, ikke har været vant til at blive spurgt om din mening,
hvis du har gået meget for dig selv og følt dig til overs, hvis du aldrig er blevet taget med på råd, hvis du er
blevet overset, ja så kan man udvikle evasive træk. Det kan også være at du er blevet overbeskyttet så du
ikke har udviklet en naturlig tilgang til livet på den måde, at du er bange for at tage et skridt ud i livet. Mor
og far hjalp dig altid og beskyttede dig mod livets ”grusomheder” og derfor har du aldrig lært, selv at gøre
noget og du har svært ved at handle på egne vegne.
Når du vokser op og mor/far enten beslutter alt for dig, altså bliver en ”hønemor” ja så kan man jo ikke selv
og man mister sin egen identitet, ”hvem er jeg”. Det bliver meget sløret og uvist hvem jeg er og hvordan jeg
fungerer, da mor eller far altid har valgt for mig. Man bliver meget uselvstændig og derfor får man ikke
selvstændigheden for at kunne udvikle sig som en ”normal” voksen. Der er også den anden mulighed at
blive overset og derved ikke få en grundig selvstændighed. ”jeg tør ikke gøre noget, da jeg er bange for det
er forkert”. Derved får man jo en straf, ”når jeg gør noget forkert, bliver jeg ikke elsket”. Dette gør at man
konstant er bange for at gøre noget forkert og derved udvikler man sig ikke og er derfor ikke rustet til at
møde livets udfordringer.
Hvordan behandler man så evasive?
Når man starter i et terapiforløb, er jeg opmærksom på, at du jo er bange for relationer og jeg skaber et
trygt miljø, hvor du kan få lov til at være dig. Du bliver accepteret som du er, uden afgrænsning. Den
tryghed skaber jeg for at du kan få lov til at være ked af det, at du kan være skamfuld, at du kan være den
du er og hvad du indeholder, får du en accept af.
Vi afdækker din fortid, hvordan du er vokset op og hvad har det gjort ved dig. Det handler ikke om at give
skyld til nogen, altså bebrejde dine forældre, men det handler om, at få dig til at se, hvad det netop har
gjort ved dig, den måde du er vokset op på. Mange tror det handler om at skælde sine forældre ud, men
det er en stor fejltagelse, det handler om at afdække grunden til din opvækst og hvad det har gjort for
netop dig. Hvordan har du udviklet evasive træk, eller diagnosen.
Vi taler meget om relationer og hvordan du tackler relationer. Du lærer hvad er ok og hvad der ikke er ok i
alle relationer. Al terapi handler ikke om at dømme eller udstille nogen, det handler om se hvad der er sket
med dig og hvilken betydning har det haft for dig.
Når vi er kommet så langt, får vi styrket din selvtillid, da den er helt i bund og du får redskaber til, at handle
bedre i relationer og du finder ud af, hvad er godt for dig og hvad er ikke. Du lærer at lytte til dig selv og du
lærer at være dig, med og uden relationer, da vi som menneske, ikke skal have noget imod at være alene
engang i mellem. Vi skal kunne være begge dele, altså være i ro uanset i hvilken situation vi befinder os i.