Er det blevet nødvendigt med diagnoser for at man kan få hjælp her i Danmark? Er diagnoser nødvendig for
at få vished om man er ok eller hvorfor bruger man diagnoser? Er der en stigning i visse diagnoser og kan vi
egentligt undvære diagnoser? Er der økonomi i diagnoser?
I denne uge prøver jeg at give mit bud på, hvorfor vi har alle de diagnoser og hvad de gør godt for.
Hvad er en diagnose?
Når man dykker ned i en diagnose, ser man jo kun symptomer. Psykiatrifonden har betegnet en diagnose
som: ”En psykiatrisk diagnose, er egentlig kun et navn for en gruppe symptomer, der som regel optræder
sammen og derved udgør en bestemt psykisk sydom eller tilstand”.
Altså at få en psykisk diagnose handler ikke om at sætte nogen i en bestemt bås, men man forsøger, at få et
samlet overblik over de symptomer den enkelte har, for derved at kunne tilbyde den bedste behandling.
Men er det altid nødvendigt med en diagnose? Måske fordi vi i dag sender personer rundt i systemet som
om de var en handels vare, som om mennesker er til for systemet og ikke omvendt.
Så når vi får en diagnose handler det måske mere om at tilfredsstille et system end det handler om at
hjælpe en person?
Kan man få hjælp uden en diagnose?
Lad os engang for alle slå fast, at det kan man ikke i det offentlige system, men udenfor kan man. Når jeg
mener det offentlige, så er det, det system, hvor man som borger, kan få tilskud eller fuld betaling af det
offentlige/sygesikringen. Hvorfor er det så sådan? Ja det handler jo om at det offentlige skal have styr på
finanserne og ikke give penge ud til noget som de ikke ved hvad er, men behøver man diagnosen? Jeg
mener klart nej for der er både fordele men så sandelig også ulemper.
Jeg har været ansat på diverse behandlingshjem for børn, unge og voksne og min erfaring er, at både
personale og borgere bruger diagnosen. Borgeren, eks et barn, bruger det som undskyldning for sin
opførsel. Jeg har tit hørt udtalelsen ”jeg har ADHD, så jeg må godt gøre sådan og sådan” uden at det skal
have konsekvenser. Altså det er en form for undskyldning og jeg har set mange borgere, sidde fast i
diagnosen og brugt det som forklaring/undskyldning for ikke at gøre en indsats selv. Det er måske grove
ord, men jeg har set og oplevet det så mange gange at det er blevet en undskyldning for selv at tage noget
ansvar. Diagnoser har klart en negativ virkning i disse tilfælde. Mange personaler har også brugt det som
forklaring/undskyldning at ham eller hende ikke er ok, så det må vi leve med, for de er jo psykiske syge.
På behandlingshjem for unge bliver borgerne holdt fast i diagnosen og det bliver en ”hvilepude” for dem og
det fastholder dem i at være anderledes. Jeg har oplevet mange med diagnoser som ikke på nogen måde
kan slippe af med den igen. De er fanget i et net og systemet tager over og styrer deres liv.
Når man kommer på behandlingshjem eller man kommer i det psykiatriske system er man jo ikke stemplet
eller er man? Mange kan ikke acceptere at få en diagnose, det er heller ikke behageligt, men er du så fanget
i systemet? Ja de fleste må så på venteliste for at få hjælp hos psykolog eller også bliver de fyldt med piller.
Så for at få hjælp, skal man have en diagnose, i hvert fald i det offentlige system.
Er der stigning i psykiske diagnoser?
Ja så klart og hvorfor det? Jeg tror selv det hænger sammen med, at det offentlige har brug for et system
hvor de kan dokumentere hvad pengene går til og for at kunne dokumentere, at de gør noget. Jeg mener
det er helt forkert at man bruger en masse penge på at gøre noget som ingen har gavn af. Man bruger en
masse penge på afklaring og undersøgelser, men der sker ingen handling.
Jeg kommer til at tænke på et besøg jeg var på for nogle år siden. Det var et psykiatrisk museum hvor man
kunne se og læse om hvordan man tidligere, for ca. 50 år siden og før den tid, behandlede borgere med
psykiske lidelser. Der kunne man læse om at man brugte kolde bade og diverse tåbelige ting, men dengang
var de metoder gangbare og brugt af højt uddannede mennesker, læger og andre. Ingen stillede dengang
spørgsmål ved dette og man var nødt til at indordne sig som borger. I dag ved vi alle at det var komplet
tåbeligt hvordan man behandlede mennesker dengang med psykiske problemer.
Det samme ser jeg i dag. Om 50 år står vores børnebørn og den generation og læser om hvordan
læger/psykiatere behandlede mennesker i vores tid og ryster på hovedet, af det. Vi er efter min mening dog
blevet klogere og alle gør det så godt de kan, men gør vi ikke det hele forkert?
Den stigning der er kommet og som fortsætter opad er ikke et tegn på vi har fået det værre og værre, rent
psykisk i Danmark, men et tegn på at et system har brug for dokumentation og et system har brug for
dokumentation så det kan retfærdiggøre sig selv. Man hører konstant i medierne, at der er kommet flere
og flere børn med angst. Er der nu også det eller har vi bare brug for dokumentation for at hjælpe
børnene? Ja man kan jo selv gætte. Jeg tror ikke der er kommet flere, men jeg tror systemet har brug for at
gøre opmærksom på det, da systemet har brug for det, fordi det hjælper jo ikke den enkelte, da der er
ventelister overalt. Der er så mange der får en psykisk diagnose og mange som ingen hjælp får.
Jeg støder konstant på det i min klinik hvor det jo selvfølgelig kun er dem der har penge der kan søge hjælp
selv og dem som ikke har penge bliver tabt i det offentliges system. Måske var det på tide at man holdt op
med alle de diagnoser og hjalp alle og ikke kun børn. Vi skal tro mere på den enkelte end vi skal tro på
diagnosen. Når en person kommer til mig og siger, ” jeg er ked af det” tænker jeg ikke straks, her er en
person med depression, men her er en person som har brug for hjælp. Hvorfor skal man give borgere et
mærkat? Jeg mener det er helt forkert. Jeg behandler ikke en person med depression som om personen er
anderledes, men hjælper personen fordi han/hun har brug for hjælp til at komme ud af den livskrise de er i,
så diagnosen er fuldstændig overflødig.
Jeg kunne godt tænke mig et system som kunne rumme mennesker som de endnu engang er selv om de
har det svært og ikke putte folk i bås, og når de kommer i bås, får de ofte den forkerte hjælp.
Hvordan arbejder jeg så?
Når en person kommer til mig og siger jeg har ADD, ADHD, depression eller anden diagnose, spørger jeg
selvfølgelig ind til, om det er en psykiater/psykolog eller anden fagperson der har givet den, men ellers
tænker jeg ikke på den, fordi behandlingen skal ikke altid målrettes mod diagnosen, men mod hvorfor har
du det ikke godt, altså gå bag om symptomerne og finde årsagen til den krise personen er i. Her er
diagnosen fuldstændig overflødig og jeg plejer altid at se bort fra den og forsøger at få klienten til at leve sit
liv uden at tænke på diagnosen, men mere se det som en livskrise, altså at klienten skal se sig selv som en
der beder om hjælp og diagnosen er kun en mærkat, som ingen kan bruge til noget.
Jeg sætter ikke nogen i bås og jeg er helt enig med dem der nu tænker, at dem der er på behandlingshjem
eller i psykiatrisk behandling for alvorlige diagnoser, skal da bruge deres diagnose til at forstå dem selv,
– men det gør ingen. Jeg har meget sjældent mødt en borger med en alvorlig diagnose, som er bekendt med
hvad den egentlig indeholder og hvad den gør for den enkelte og hvordan den har indvirkning på den
enkelte, så hvem har brug for diagnosen, andet end systemet? Der er ingen med alvorlige psykiske lidelser
der ved ret meget om diagnosen og derfor har den ikke den store betydning.
Der er så store forskelle på hvordan og hvilken diagnose man får i systemet. Man kan godt få flere
forskellige diagnoser da det er forskellige personer der stiller diagnoserne, så jeg mener det er som at skyde
med spredehagl for blot at få ret i lidt. Hvorfor bruger man alt den tid på at stille diagnoser i stedet for at
hjælpe?
Jeg undrer mig og jeg er sikker på, at tingene ændrer sig, men der er desværre langt endnu.