Når man taler om usikker tilknytning i parforholdet, vil mange ikke vide hvad det er, men mange kan måske nikke genkendende til, at de før eller stadig ikke kan leve uden deres nuværende partner. At have usikker tilknytning til sin partner bliver ofte forvekslet med ubetinget kærlighed. Jeg har hørt det tit, ”vi elsker hinanden så højt at vi ikke kan undvære hinanden”.
Det er jo dejligt med stærk kærlighed men jeg er også tit stødt på par, som forveksler afhængighed med kærlighed. Det handler altid om dominans, mange vil nok rynke på næsen af det, men det er for at besidde eller eje partneren, at man får den oplevelse af stor kærlighed, hvor jeg tit ser at det er en afhængighed der dominerer. Når vi har usikker tilknytning, er der mange mekanismer der går i gang, som skaber lidelser og unødvendige bekymringer. Det ender ofte galt i sådanne i forhold, da der bliver kontrol, overvågning og skænderier, fordi hver gang man får følelsen af usikkerhed, handler man irrationelt og det skaber splid.
Når vi knytter os til en anden person, er der altid frygt for at miste. Når frygten bliver for stor handler vi ikke som vi skal og det skaber angst og uro i parforholdet.
Når man bliver for omklamrende.
Mange tror at bare de gør det som ens partner nok forventer, elsker han mig. Er det sandt? Mange gør alt for meget for ens partner for, ”så bliver han nok hos mig”. At være en pleaser overfor sin partner gør ikke noget godt. Ens egen usikkerhed skinner tydeligt igennem og det handler jo slet ikke om kærlighed men mere om ens eget behov for tryghed. Det handler aldrig om kærlighed og forholdet går ofte i stykker. Jeg har hørt det gang på gang, at forholdet går i stykker, selvom man har ”solgt sig selv for ham” ”Jeg gjorde alt for ham og alligevel var han ikke tilfreds, så han forlod mig”.
Hvorfor bliver man forladt når man bliver omklamrende? Meget simpel grund, som partner bliver man kvalt i kontrol, overvågning og påtvunget ting som man slet ikke har bedt om.
Jeg kendte engang en kvinde som havde fundet sin store kærlighed. Hun stod op hver morgen og lavede alt arbejde i huset, gjorde rent, lavede morgenmand, lagde mandens tøj frem, tog sig af børnene og servicerede alt og alle omkring sig. Hun var altid på forkant og satte altid sin mand øverst også mange gange før børnene for, ”så må han da elske mig”. Det handlede jo tydeligt om frygt for at miste. Angsten hun konstant gik med fik hende til at gøre så meget for andre, især hendes mand, at han til sidst forlod hende, da hun var så omklamrende at forholdet gik i stykker.
Hvad gør man så?
Man kan vælge at få hjælp til at afdække de mønstre man har. Når forholdet ikke fungerer, er det ikke altid usikker tilknytning, men det er det ofte. Når en af parterne får angst for at miste, bliver de handlinger vi foretager altid irrationelle. De mønstre, man har i voksenlivet, er altid mønstre der er blevet dannet i barndommen. Når vi ikke bliver set og hørt som den vi er i barndommen, forsøger vi altid at ”reparer” det i vores voksenliv og derfor begår vi den samme fejl om og om igen. Det kræver indsigt i sig selv og ofte er parterapi ikke løsningen men individuel terapi det bedste. Mange starter i parterapi fordi det går ud over begge og når forslaget er at den ene forsætter alene, bliver det tit ikke til noget fordi så får den enkelte skyld. ”er det min skyld det hele”? Derfor er det vigtigt at være åben for alle muligheder når man går i parterapi. Det er sjældent parret der har lige meget ”skyld” over at forholdet ikke fungere, ofte er det den ene som har problemer med fra barndommen.
At få mere selvindsigt skader aldrig og mange gange bliver parforholdet meget bedre, fordi selvindsigt giver viden og angsten forsvinder. Det handler om at se hvad kærlighed er og få angsten væk.